Nyhed

Danmark skal være grønnere og uafhængig af gas fra Rusland

Statsministeriet
Finansministeriet
Klima-, Energi og Forsyningsministeriet
Skatteministeriet
Miljøministeriet

Danmark skal hurtigst muligt være fri for russisk energi, og den grønne omstilling er svaret. Derfor præsenterer regeringen et udspil med fem konkrete spor, der tilsammen sætter retningen for et grønnere og mere sikkert Danmark.

Grønne løsninger og mere vedvarende energi er svaret på, hvordan Danmark og Europa bliver uafhængige af Ruslands sorte gas. Derfor præsenterer regeringen nu Danmark kan mere II, der skal øge tempoet i den grønne omstilling og give os langt mere grøn strøm, hurtig udfasning af gasfyr og mere grøn gas. Den grønne fjernvarme skal være udrullet senest i 2028 - og danskere med sorte fyr skal i år have besked om, hvorvidt der er fjernvarme på vej til deres hjem.

Danmark skal firedoble den samlede produktion af vedvarende energi på land frem mod 2030. Nordsøens enorme havvindspotentiale skal høstes, og forberedelserne til flere energiøer igangsættes. Og der skal snurre endnu mere havvind inden udgangen af 2030.

”Klimakampen har aldrig været vigtigere, og vi vil forsyne Europa med grøn energi og fortrænge russisk gas. Derfor foreslår vi at firedoble produktionen af vedvarende energi på land, og vi gør klar til flere energiøer. Samtidig skal husejere med sorte fyr over på fjernvarme eller grønne varmepumper,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Udspillet består i alt af fem spor, der tilsammen vil accelerere den grønne omstilling i Danmark og Europa:

  • Mere grøn varme. Naturgas skal udfases
  • Mere grøn gas. Mere gas til Europa
  • Mere grøn strøm
  • Grøn skattereform – omstilling af industrien
  • Grønne danske løsninger skal omstille Europa
Forside fra publikationen Danmark kan mere II
pdf (1,44 Mb)