Nyhed

130 danske soldater skal træne ukrainske kolleger

Forsvarsministeriet

Ukraine har fortsat brug for støtte i kampen mod Ruslands invasion, derfor øger Danmark sin støtte på træningsområdet.

Danmark vil støtte et britisk-ledet træningsprojekt med 130 danske soldater og tilbyder samtidig at træne ukrainske soldater i Danmark. Der er derfor indledt dialog om støtte til uddannelse af befalingsmænd og støtte i forhold til det ukrainske hjemmeværn, som vi forventer kan blive iværksat hurtigt. Det er ét af de initiativer, der vil blive præsenteret på morgendagens donorkonference.

Der afsættes 100 millioner kroner til projektet med at støtte indsatsen på træningsområdet.

Danmark har i flere år støttet reformerne af det ukrainske forsvar gennem Freds- og Stabiliseringsfonden med blandt andet rådgivning, uddannelse og træning.

Danmark har støttet træningsaktiviteter i Ukraine siden 2015 under den britisk-ledte Operation Orbital. Formålet med Operation Orbital var at træne ukrainske soldater i grundlæggende militære færdigheder og operationsplanlægning. Dertil kom også en håndfuld udsendte rådgivere, som var placeret forskellige steder på henholdsvis strategisk, operativt og taktisk niveau og støttede med bl.a. reformering og uddannelsesudvikling i det ukrainske forsvar.

Derudover har Danmark også støttet den canadisk-ledet træningsmission Operation Unifier.

Formålet med Operation Unifier var at træne ukrainske styrker i soldaterfærdigheder som sanitetstræning og skydefærdigheder.

Efter Ruslands brutale invasion af Ukraine den 24. februar har Danmark i tæt sammen med allierede og samarbejdspartnere taget et stort ansvar for at støtte Ukraine.

Danmark har styrket støtten til Ukraine og NATO’s forstærkede tilstedeværelse i regionen i form af blandt andet våben og andet materiel til brug for den ukrainske forsvarskamp med mere end 2 milliarder kr.

Danmark har også støttet Ukraine på cyberområdet.