Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Regeringens lovprogram for 2021-2022

Danmark er kommet stærkt igennem coronakrisen. Langt de fleste danskere er nu vaccineret. Og vores økonomi har for længst genvundet det tabte. Rekordmange danskere er i arbejde. Eksporten vokser. Vi har i år udsigt til den højeste vækst i 15 år.

Vi står et godt sted. Det skyldes en enestående indsats fra alle i det danske samfund. Borgere, erhvervsliv, organisationer, institutioner, myndigheder og civilsamfund. Sammen beviste vi, at vi kan, hvad vi sætter os for. Og Danmark kan mere.

Vi ønsker at styrke den grønne omstilling i Danmark – og inspirere resten af verden til at følge med. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel, IPCC, understreger behovet på skræmmende vis. Med klimaloven stadfæstede vi målet om 70 procent reduktion i 2030. Og tidligere i år blev vi enige om et nyt indikativt klimamål for 2025. Samtidig vil vi anlægge verdens første energiø, der skal være fremtidens knudepunkt for grøn energi. Og vi vil stoppe al efterforskning og indvinding af fossile brændstoffer i Nordsøen i 2050.

Vi vil have et Danmark, der hænger bedre sammen på tværs af land og by. Vi vil blandt andet gøre det lettere at låne penge til at købe bolig i landdistrikter. Og vi ønsker en mere blandet elevfordeling i gymnasierne i hele landet. Også når det gælder vores velfærd, vil vi sætte barren højere. Velfærdsloven skal sikre, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre. Og med en ny barnets lov vil vi give udsatte børn og unge bedre hjælp og støtte tidligere i livet.

Samtidig fortsætter vi indsatsen for et tryggere Danmark. Vi vil slå hårdt ned på social kontrol og på utryghedsskabende adfærd i boligområder.

Årets lovprogram er slankere, end det plejer at være. Formålet er at give ministerier og Folketinget bedre mulighed for at sætte tempoet ned og grundigheden op. Så vi får bedre og mere gennemarbejdede love og mere fokus på implementeringen. Som det har været tilfældet tidligere år, vil der dog uundgåeligt komme nye lovforslag til i løbet af folketingsåret, herunder på baggrund af politiske forhandlinger, blandt andet om regeringens udspil Danmark kan mere.

Forside til regeringens lovprogram for folketingsåret 2021-2022
pdf (950 Kb)