Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Hjælpepakker til erhvervslivet forlænges i takt med restriktioner

Erhvervsministeriet

Hjælpen til danske virksomheder forlænges, nu hvor restriktionerne fortsætter frem til og med den 28. februar.

Corona-epidemien er stadig i det danske samfund, og selvom der er en positiv effekt af de nuværende tiltag, så er der fortsat usikkerhed om smittespredningen i februar. Derfor er de skærpede restriktioner blevet forlænget, og der skal være hjælp at hente, når corona gør det svært at drive en virksomhed.

De generelle hjælpepakker til dansk erhvervs- og kulturliv bliver dermed forlænget, så de følger med restriktionerne. Det betyder, at virksomheder i hele Danmark har mulighed for at søge alle eksisterende ordninger. Det samme gælder lønkompensationsordningen, som også har en opstillingsperiode på syv dage, hvor virksomheder fortsat kan modtage lønkompensation, når de skærpede restriktioner ophører.

”Så længe der er restriktioner, så skal hjælpen følge med til de danske virksomheder. Det er vigtigt for mig at understrege, at alle ordninger er åbne, og hver uge kan virksomheder se, hvornår de kan forvente at få svar på deres ansøgning hos Erhvervsstyrelsen. Det er helt afgørende, at vi holder hånden under erhvervslivet med et effektivt og bredt sikkerhedsnet, og derfor forsøger vi også løbende at forkorte ventetiden på ordningerne,” siger fungerende erhvervsminister Dan Jørgensen.

Læs mere om forlængelsen af hjælpepakkerne på Erhvervsministeriets hjemmeside.