Nyhed

Danmark skal have et nationalt net af naturstier

Miljøministeriet

Alle danskere skal have glæde af vores fantastiske natur og have rig mulighed for gode oplevelser i naturen. Derfor ønsker regeringen at etablere et nationalt net af stier og ruter i Danmark, som skal være med til at udbrede kendskabet til naturen.

”Danmarks naturstier – en omvej værd” skal være et nationalt sti- og rutenetværk, som binder Danmarks natur sammen og skaber sammenhængende naturskønne ruter. Det øger tilgængeligheden til naturen for flere, skaber gode vilkår for friluftslivet og styrker formidlingen af de oplevelser, der venter derude.

Sådan lyder begrundelsen for det ønske regeringen har om at etablere et nationalt net af naturstier og ruter i hele landet.

"Vi har en fantastisk natur i Danmark. Den skal vi både nyde og passe på. Jeg tror, de fleste danskere kender til Margueritruten. Tænk hvis vi kunne få et lignende net af ruter og stier over hele landet for vandrere, cyklister, ridende og mange andre, som kan komme ud i den unikke danske natur og få store naturoplevelser. Vi har Margueriteruten for bilkørsel, nu kan vi få en Margueriterute for alle os med hang til vandrestøvler og natur", siger miljøminister Lea Wermelin.

Derfor ønsker regeringen at række ud til en centrale aktører og fonde med henblik på at skabe god tilgængelighed til naturen i hele landet og binde naturen sammen samt at styrke friluftslivet, naturturismen, formidling af naturen og kulturelle seværdigheder i naturen. Ideen er at forankre ”Danmarks naturstier – en omvej værd” i staten, og konceptet er udviklet i samarbejde med KL og Friluftsrådet, som bliver vigtige samarbejdspartnere i det videre arbejde.

"Naturen er for alle, og der skal være god adgang til naturen. Det kan stier bidrage til. Derfor sagde vi allerede inden valget, at vi skal have bundet de mange stier og ruter i Danmark sammen på tværs af kommunegrænser i et nationalt netværk og formidle det på en let tilgængelig måde, så mange flere kan få glæde af naturen. Nu rækker vi ud til centrale aktører for i fællesskab at lave et nationalt netværk af naturstier, så endnu flere kan få glæde af naturen. Tænk, hvis vi snart kan gå via naturskønne stier fra Gedser til Skagen", siger miljøminister Lea Wermelin.

”Danmarks naturstier – en omvej værd” udvikles med inspiration fra netværk af stier og ruter i andre europæiske lande, bl.a. Holland Cycling Routes og Switzerland Mobility.

Nu går regeringen i gang med at samle relevante aktører, der skal være med til at udvikle konceptet og forme en form for partnerskab omkring projektet.

Læs mere om naturstierne på Miljøministeriets hjemmeside.