Nyhed

Undskyldning til de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i 1951

Regeringen

Regeringen og Naalakkersuisut offentliggør i dag den historiske udredning om de 22 grønlandske børn, som blev sendt til Danmark i1951. Hensigten med forsøget var, at børnene fik et bedre liv, men som forsøget skred frem, kom det også til at handle om, at de kunne danne fortrop for udviklingen i Grønland.

Udredningen beskriver bl.a. baggrunden for forsøget, herunder hvem der blev udvalgt, hvorfor og hvordan; børnenes ophold i Danmark og Grønland; børnenes oplevelser undervejs i forsøget samt de menneskelige konsekvenser, det fik for dem.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler i anledning af offentliggørelsen af udredningen:

”Jeg har fulgt sagen i mange år, og jeg bliver stadig dybt berørt over de menneskelige tragedier, den rummer. Hensynet til børnene blev sat til side. Så de mistede båndene til deres familier og slægt, deres livshistorie, til Grønland og dermed til deres eget folk. Vi kan ikke ændre på det, der er sket. Men vi kan tage ansvaret på os og undskylde over for dem, som vi burde have passet på, men svigtede. Jeg har sendt et personligt brev til de seks nulevende, hvor jeg på Danmarks vegne giver dem – og de øvrige – en undskyldning.”

Formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen udtaler i anledning af offentliggørelsen af udredningen:

”Det rører mig dybt at læse om skæbnen for de 22 børn. Deres særlige opvækst fik store konsekvenser for deres forhold til familien og samfundet og ikke mindst for deres identitet som grønlændere. Nu her, snart 70 år senere, står vi med Selvstyre, og samarbejdet mellem Danmark og Grønland har udviklet sig meget. I dag står vi som ligeværdige parter, som i fællesskab kigger tilbage i historien og mærker og ser følgerne af datidens politiske beslutninger. Vi har og vil altid lære af vores fælles historie, både de gode og de triste sider af historien”.
 

Brev Til Grønlandske Børn (1)
pdf (65 Kb)