Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Tidlig pension vedtaget: 41.000 får ret til at trække sig tilbage før pensionsalderen

Beskæftigelsesministeriet

Et flertal i Folketinget har i dag vedtaget en ret til tidlig pension for borgere, der har været mange år på arbejdsmarkedet.

Loven betyder, at lidt over 41.000 personer i 2022 får ret til at trække sig tilbage før pensionsalderen. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen.

Regeringen vurderer, at 24.000 vil benytte retten, og at 6.000 af dem vil komme fra beskæftigelse, mens resten vil komme fra efterløn og andre overførselsindkomster.

80 procent af de, der får retten, er ufaglærte eller faglærte, eksempelvis slagteriarbejdere, håndværkere og SOSU-assistenter.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- For første gang i årtier udvider vi nu lønmodtagernes rettigheder. Når vi beder danskerne om at arbejde længere, er vi også forpligtet til at tage hensyn til, at nogle arbejdsliv slider mere end andre, og at nogle begynder tidligere på arbejdsmarkedet end andre. Nu får lønmodtagere og selvstændige, med lange og ofte hårde fysiske arbejdsliv, bedre muligheder for at trække sig tilbage, inden de er slidt ned til sokkeholderne. Det er kun retfærdigt, at vi får rettet op på den skævhed i pensionssystemet.

Man kan anmode om den nye tidlig pension fra 1. august 2021, og de første får udbetalt tidlig pension fra januar 2022. Udbetaling Danmark skal administrere ordningen.

Læs mere om retten til tidlig pension på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.