Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Nyhed

Regeringen vil bygge verdens to første energiøer med ny klimaplan

Finansministeriet
Klima-, Energi og Forsyningsministeriet
Miljø- og Fødevareministeriet
Se finansministeren, miljøministeren og klimaministerens indledninger

Regeringen præsenterer i dag første del af klimahandlingsplanen. Planen består af seks spor. Ud over energiøer med havvind vil regeringen investere massivt i fremtidens grønne teknologier, øge energieffektiviseringer, sikre grøn varme til danskerne, omstille industrien og skabe en helt grøn affaldssektor. Planen skal både gavne klimaet og skabe fremtidens arbejdspladser.

"Coronakrisen er alvorlig, men den har kun gjort behovet for at tænke på udviklingen af Danmark større. En udvikling, der både skal være grøn og økonomisk klog. Vi skal have modet til at forandre, mens vi bygger op. Derfor præsenterer regeringen i dag en plan, der skaber grundlaget for tusindvis af grønne arbejdspladser. Det første af mange skridt mod en bæredygtig fremtid, hvor vi sikrer Danmark og danske virksomheder den grønne førerposition. Vi er stolte af at præsentere forandringer, der vil få markant betydning for Danmark. Ikke bare nu og her eller i 2030, men langt ind i fremtiden", siger finansminister Nicolai Wammen. 

Planen indeholder både initiativer, der kan sættes i gang med det samme, som vil reducere drivhusgasudledningerne på den kortere bane. Samtidig investeres der markant i udviklingen af fremtidens grønne teknologier, der skal skabe fundamentet for drivhusgasreduktioner på længere sigt.

 

  • Regeringens samlede udspil består af seks hovedspor:
    1. Ny epoke med energiøer
    2. Fremtidens grønne teknologier: Grønne brændstoffer og CO2-fangst
    3. Effektiv brug af energien og renoveringer
    4. Grøn varme til danskerne
    5. Omstilling af og samarbejde med erhvervslivet
    6. Grøn affaldssektor og mere genanvendelse

"Danmark skal være et grønt foregangsland, og derfor holder vi fast i de høje klimaambitioner - også selvom vi står midt i en historisk krise. Med etableringen af verdens to første energiøer tager vi hul på en helt ny epoke i det danske vindeventyr. Vi øger mængden af havvind massivt, og samtidig vil vi gøre det muligt at bruge den grønne strøm i tanken på lastbiler, fragtskibe og fly. Vi præsenterer en pakke, der både leverer CO2-reduktioner på kort sigt og lægger udviklingsspor ud til fremtidens klimaneutrale Danmark", siger klimaminister Dan Jørgensen.

Miljøminister Lea Wermelin tilføjer:

"Danmark har europarekord i affald, og særligt forbrænding af plastik koster for klimaet. Derfor sætter vi ambitiøse mål for en klimaneutral affaldssektor, hvor vi alle sammen sorterer mere, og hvor virksomhederne designer grønnere. På den måde kan vi skabe nye grønne arbejdspladser i en mere cirkulær økonomi til gavn for klima, miljø og natur".

Erhvervsminister Simon Kollerup tilføjer: 

"Jeg er glad for, at klimaudspillet rummer de første skridt til store erhvervspotentialer, som også er i tråd med mange af klimapartnerskabernes anbefalinger. Vi skal bygge videre på danske virksomheders grønne styrkepositioner, og vi vil skabe et nyt grønt erhvervseventyr med fremtidens teknologier, som danske virksomheder kan sælge til hele verden. Med udspillet tager vi et vigtigt skridt i en grøn retning.

Samlet set giver planen en drivhusgasreduktion på 2 mio. tons. Regeringen vil fremlægge yderligere udspil på den anden side af sommerferien.

Regeringen forventer at indkalde Folketingets partier til de første forhandlinger af udspillet i løbet af næste uge.

LÆS MERE HOS FINANSMINISTERIET