Millionstøtte til dansk OL-forberedelse
Corona-krisen og udskydelsen af sommerens OL og de Paralympiske Lege i Tokyo indtil 2021 sætter den danske forberedelse under voldsomt pres. Derfor har regeringen besluttet at give et ekstraordinært tilskud til DIF og Team Danmark til atleternes forberedelse.
Udskydelsen af OL og de Paralympiske Lege i Tokyo til 2021 får en række konsekvenser organisatorisk og økonomisk for Team Danmark, Danmarks Idrætsforbund (DIF). Der er brug for at kunne støtte atleterne yderligere og desuden forlænge kontrakter med trænere og andet støttepersonale, hvis kontrakter for manges vedkommende ville udløbe umiddelbart efter OL og de Paralympiske Lege denne sommer.
15 millioner i støtte
Regeringen har derfor besluttet at støtte DIF og Team Danmark med en ekstra-bevilling på 15 mio. kr. målrettet den danske forberedelse.
”Det var en kæmpe skuffelse for de danske atleter og alle danske sportsfans, at sommerens OL og de Paralympiske Lege i Tokyo blev udskudt. Det var dog den helt rigtige beslutning. Udsættelsen sætter de danske OL og PL-forberedelser under massivt pres, når der er endnu et år til atleterne skal i aktion", siger kulturminister Joy Mogensen.
"Regeringen er derfor klar med en ekstra håndsrækning, så DIF og Team Danmark bl.a. kan støtte atleterne, forlænge kontrakter med trænere og andet idrætspersonale. Nu kan Danmark stille i stærkeste opstilling til kamp for medaljer til næste års OL og Paralympiske Lege", siger kulturministeren.
Læs mere hos Kulturministeriet