Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Politisk aftale

Fortsat hjælp til virksomheder, kulturliv og idræt

Kulturministeriet
Erhvervsministeriet
 Erhvervsminister Simon Kollerup og kulturminister Joy Mogensen præsenterer aftale om hjælpepakker i Erhvervsministeriet fredag den 28. august 2020.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ledigheden falder, og flere og flere virksomheder står igen på egne ben, efter at have fået hjælp fra hjælpepakkerne de seneste måneder.

Derfor har regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet indgået en aftale om at udfase hjælpepakkerne og i stedet målrette indsatsen til de dele af erhvervs-, kultur- og idrætsliv, der er ramt af restriktioner med forbud om at holde åbent, forsamlingsforbud, grænselukninger og rejserestriktioner frem mod 31. oktober 2020.

I aftalen er også nye indsatser, der skal styrke aktiviteten i kultur, idræt og foreningslivet, en pulje til at styrke innovation og omstilling i hårdt ramte erhverv og et samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder for at se på, hvordan man kan åbne mere op på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

Erhvervsminister Simon Kollerup:
”Danmark har desværre ikke kunne genåbne så hurtigt, som vi nok alle havde håbet på. Den ansvarlige økonomiske politik er derfor nu at målrette indsatsen for dem, der stadigvæk er ramt af corona-restriktionerne. Samtidig må vi også indstille os på, at corona kommer til at præge hverdagen i noget tid endnu. Derfor træder vi nu til med hjælp til dem, der skal i gang med at omstille forretningen til en ny hverdag, og så skal vi selvfølgelig også i samarbejde med erhvervslivet gentænke de retningslinjer, der sætter grænser for virksomhederne.”

Hjælp til erhvervs-, kultur- og idrætslivet
Aftalen omfatter desuden en ny aktivitetspulje på 300 mio. kr., der skal sikre flere kulturaktiviteter rundt omkring i landet under genåbningen.

I aftalen afsættes der også 100 mio. kr. til udvidelse af den eksisterende hjælpepakke til foreningslivet og idrætten, der administreres af DIF, DGI, Firmaidrætten og DUF.  

Der bliver desuden afsat 100 mio. kr. til en pulje til omstilling af dansk erhvervsliv. Puljen er til virksomheder, der er særligt hårdt ramt af corona-krisen og skal styrke innovation og omstilling til den nye virkelighed.

Kulturminister Joy Mogensen:

"Med aktivitetspuljen har vi lavet en unik model, hvor vi hjælper kulturlivet med at skabe og fastholde aktivitet – til trods for sundhedsrestriktionerne. Teatre, spillesteder, biografer og mange andre kulturaktører vil nu kunne få økonomisk hjælp, så de kan gennemføre arrangementer, der ellers ville være aflyst. Med aftalen sikrer vi også, at en række vigtige hjælpepakker bliver forlænget, og så er der 100 mio. kr. på vej til idræts- og foreningslivet, så de også kan lave nye aktiviteter til danskerne." 

pdf (528 Kb)