Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Opgør med dyre kviklån

Nu er dyre kviklån forbudt

Erhvervsministeriet

Dyre kviklån har i årevis kunnet medføre store økonomiske konsekvenser i form af uoverskuelig gæld. En gæld, der alt for ofte har haft store sociale og personlige omkostninger både for dem, der har taget de dyre lån og deres pårørende. For at gøre op med de problemer træder nye regler for kviklån i kraft i dag.

Reglerne betyder blandt andet, at der kommer en helt ny og lav grænse for, hvor meget et kviklån må koste. Samtidig kommer der et loft for, hvor meget en kunde maksimalt kan ende med at betale tilbage for et kviklån.

Erhvervsminister Simon Kollerup er rigtig glad for de nye regler:

”Det er på høje tid, at det er lykkedes at gøre op med de dyre kviklån, for de har været en plage alt for længe. Nu er det slut med at kunne lade sig narre til at tage de lån, som nogle forbrugere har haft så svært ved at se konsekvensen af. Vi taler altså om, at det indtil i går var lovligt at udbyde et kviklån med over 800 procent i ÅOP – nu hedder det tal 35.

Jeg er stolt over, at vi nu indfører nogle regler, der vil komme rigtig mange mennesker – ikke mindst mennesker, der har det svært – til gode. Det her er ikke bare et flueben på et stykke papir – det er noget, der kan mærkes blandt dem, der har mest brug for det.”

 

Du kan læse mere om de nye regler for kviklån her

Erhvervs Simon Kollerup i Folketingssalen ved Folketingets Åbning 2019