Finanslov 2021

Aftale om 437 mio. kr. til massivt kulturløft

Finansministeriet
Kulturministeriet

Regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har indgået en finanslovsaftale for 2021, der giver et markant løft af dansk kultur de kommende år. Der er fokus på at sikre mere kultur til flere børn med en børn- og ungepakke. Men der er også penge til landets orkestre og en helt ny genre- og nichespillestedsordning. Derudover skabes der med finanslovsaftalen ro om DR’s økonomi.

Kulturminister Joy Mogensen siger:
”Jeg er stolt af, at regeringen sammen med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet har sat en tyk streg under, at vi har kulturen på toppen af dagsordenen med finanslovsaftalen for 2021. Det er en aftale, som skal sikre, at endnu flere – især børn og unge – får mulighed for at møde musik og kultur i hverdagen.

Sidste år blev omprioriteringsbidraget annulleret på kulturområdet, og nu er vi klar til at lave en markant investering, hvor vi afsætter i alt 437 mio. kr. i perioden 2021 - 2024. Vi har afsat penge til en ny børne- og ungepakke med spændende kulturindsatser, der skal sikre, at flere børn og unge møder musik og kultur i hverdagen.

De kulturelle oplevelser, vi får som børn, tager vi med os resten af livet. Derfor er jeg glad for, at vi kan sætte yderligere fokus på, at flest mulige børn skal have mulighed for at møde musikken. Også huskunstnerordningen, hvor skoler og institutioner kan få tilknyttet professionelle kunstnere, har oplevet større interesse, end man har kunnet efterkomme. Der er med andre ord en stor efterspørgsel på mere kultur til vores yngste.

Derudover etablerer vi en ny ordning for genre- og nichespillesteder, og så kan vi forlænge bevillingerne til en række vigtige kulturinstitutioner rundt omkring i landet – det er vigtigt med stabile økonomiske rammer, særligt i denne tid."

Om aftalen:

Aftalepartierne er enige om et massivt kulturløft på samlet set 437 mio. kr.]for perioden 2021-2024. Desuden annulleres den tidligere VLAK-regeringens planlagte DR-besparelser på 900 mio. kr. fra 2022 og frem til 2025, og der er afsat en samlet ramme for medieområdet på omkring 4,7 mia. kr. årligt i perioden 2022-2025, som udgangspunkt for de kommende medieforhandlinger.

Læs mere på Kulturministeriets hjemmeside