Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Aftale

600 mio. kr. årligt til markant løft af psykiatrien

Sundheds- og Ældreministeriet
Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke ved pressemøde

Regeringen har på vegne af finanslovspartierne indgået aftale med Danske Regioner om udmøntningen af 600 mio. kr. årligt til en styrket psykiatri. Aftalen sikrer, at midlerne kommer ud, hvor behovet er størst og flere får den hjælp, de har brug for.

Parterne er blevet enige om udmøntningen af de 600 mio. kr. årligt fra 2020 og frem, som regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet afsatte på finansloven for 2020 til en styrket indsats for personer, der lever med psykiske lidelser eller psykisk mistrivsel.

”Med aftalen sikrer vi et tiltrængt varigt og markant løft af psykiatrien i Danmark. Vi løfter kapaciteten, får flere hænder på gulvet og højner kvalitet i behandlingen. Samtidig indfører vi fleksibilitet i antallet af særlige pladser i psykiatrien. og dermed sikrer vi, at alle midler udnyttes og bruges fornuftigt”, siger Magnus Heunicke.

Sikrer bedre normering
Parterne er enige om, at 510 mio. kr. årligt skal bruges til en generel styrkelse af kapaciteten og forbedring af normeringerne i psykiatrien. Dermed sikres ikke kun flere pladser, men også bedre pladser i psykiatrien. Flere hænder vil kunne medvirke til at nedbringe brugen af tvang og styrke behandlingskvaliteten.

”Titusindvis af danskere lider desværre af psykisk sygdom, og vi skylder både dem og deres pårørende at give en god og tryg behandling, når de har brug for hjælp fra sundhedsvæsenet. Jeg er glad for, at vi med aftalen nu kommer i gang med at investere pengene i mere kapacitet, flere senge og mere personale. I regionerne har vi fuld fokus på at gøre en god psykiatri endnu bedre, og med aftalen tager vi endnu et skridt – til gavn for patienterne, de pårørende og vores medarbejdere, siger formand for Danske Regioner, Stephanie Lose.

Desuden skal kapaciteten på Sikringsafdelingen øges med op til 10 yderligere pladser. Oprettelse og ibrugtagning af de 5 første pladser vil forventeligt ske i 2023. Ibrugtagning af de resterede fem pladser sker, såfremt der opstår et behov for at tage dem i brug.

Som en del af kapacitetsløftet indføres større fleksibilitet for regionerne med hensyn til de særlige pladser. Det indebærer, at regionerne kan ”ommærke” særlige pladser til almindelige sengepladser i psykiatrien i det omfang, der er ledig kapacitet. Muligheden for fleksibilitet vil reducere tomgangen, og de udgifter, der anvendes på tomgangsdrift på nuværende tidspunkt. Den frigjorte kommunale betaling forventes anvendt i socialpsykiatrien til finansiering af botilbudspladser.

Der igangsættes en evaluering af de særlige pladser i 2020, hvilket gør det muligt at undersøge de øvrige udfordringer med pladser yderligere.

LÆS MERE HOS SUNDHEDS- OG ÆLDREMINISTERIET