Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-2019)
Nyhed

Energiminister: Kunstig Ø til havvind er et spændende projekt

Danmark, Tyskland og Holland vil undersøge muligheden for en kunstig ø med egen landingsbane og havn i Nordsøen.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

"Jeg ser meget store perspektiver inden for udbygningen af havvindmøller i Nordsøen. Det er et kæmpe område, som mange lande har fokus på. Så øen vil kunne bidrage til at gøre Nordsøen til et Silicon Valley for havvindmøller."

Sådan siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt om muligheden for en gang i fremtiden potentielt at gøre en kunstig ø på Doggerbanke midt i Nordsøen til et vigtigt knudepunkt for vindenergi. 

Danmark, Tyskland og Holland undersøger muligheden for at igangsætte et projekt på Dogger Banke med en 6 kvadratkilometer kunstig ø med landingsbane og havn midt i Nordsøen. Øen vil kunne blive et vigtigt knudepunkt i Nordsølandenes fremtidige elsystem.

 

Rundt om øen kan flere tusinde havmøller sættes op, og strømmen fra flere landes havmølleparker kan samles og sendes på kryds og tværs til forbrugerne i Nordsølandene.
En ø vil blive knudepunkt for måske 30 GW (gigawatt) vindmøllestrøm. Til sammenligning er det maksimale danske elforbrug i dag 6,1 GW.
Visionen er at i alt 70-100 GW vindmøller og måske flere kunstige øer på Dogger Banke. 70 GW kan forsyne 80 millioner europæere med strøm.

Energinet.dk underskriver 23. marts en aftale med eltransmissionsselskaberne i Holland og Tyskland, begge TenneT, for at undersøge muligheden.

Læs mere om projektet på Energinet.dks hjemmeside