Ligestilling

Billede af et regnbueflag, LGBT, foran bygning
Foto: Colourbox

Regeringen ønsker et samfund med frihed for den enkelte, og hvor alle behandles lige. Et samfund, hvor det enkelte individ måles på sine evner og virkelyst til at udfolde sine drømme – uanset køn, race, seksuel orientering mv.

Ligestilling mellem kvinder og mænd er grundlæggende for vores demokrati og en forudsætning for den enkeltes frihed og muligheder. Det gælder i uddannelserne, på arbejdsmarkedet, i den politiske debat og i vores samfund generelt. Lige muligheder for at bruge sit talent og udvikle sine evner bidrager til vækst, velfærd og sammenhængskraft.

Vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark, men der er fortsat udfordringer.

Ligesom der er risiko for, at den ligestilling, vi har opnået, kan rulles tilbage, hvis vi ikke forsvarer den.

For at lykkes med at udvikle og fremme ligestillingen for både kvinder og mænd er det centralt, at mange forskellige aktører gør en indsats. Regeringen vil derfor søge at indgå alliancer på centrale ligestillingsområder for at skubbe på udviklingen, blandt andet i forbindelse med det kønsopdelte uddannelsesvalg og fædres brug af orlov.

Hvis Danmark skal kunne klare sig i en globaliseret verden og fortsat skabe vækst gennem viden og kompetencer på højt niveau, er det nødvendigt, at der uddannes dygtige it-specialister og avancerede it-brugere til det fremtidige arbejdsmarked. I dag vælger kun få kvinder it og programmering. Regeringen ønsker, at alle talenter kommer i spil, og derfor vil vi igangsætte en indsats på tværs af virksomheder og uddannelsesinstitutioner, som skal fremme pigers og kvinders interesse for it og programmering – blandt andet gennem rollemodeller, praktik og aktiviteter.

De nuværende regler for udbetaling af børne-og ungeydelsen har været kritiseret ud fra en ligestillingsmæssig betragtning. Regeringen vil undersøge, hvordan udbetalingsreglerne for børne-og ungeydelsen kan ændres, så fædre og mødre i højere grad ligestilles.

Friheden til at vælge sin partner og til at leve åbent om sin seksuelle overbevisning og kønsidentitet er grundlæggende i det danske samfund. Regeringen vil fortsætte arbejdet med at fremme lige muligheder og frihed for den enkelte uafhængigt af seksualitet og kønsidentitet.

Regeringen vil også arbejde for bekæmpelse af vold i nære relationer, menneskehandel og af social kontrol i etniske minoritetsmiljøer. Vi vil ikke tolerere hadforbrydelser af nogen art.

Normer for mænds og kvinders lige rettigheder og værdighed gælder alle borgere i Danmark – uanset hvor længe, de har været her i landet.

Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside