Gå til sidens indhold

Flere landsbyer skal gøres stærke og levedygtige

Det skal være attraktivt at leve og bo overalt i Danmark.

Og flere landsbyer skal igennem en omstilling for at blive levedygtige. Med den ambition nedsatte regeringen i juli 2017 Udvalget for levedygtige landsbyer.

Udvalget peger blandt andet på at kvaliteten ved landsbyerne skal højnes ved at have fokus på de lokale potentialer. Natur, landskab, ro, tillid, lokale fællesskaber, samlingspunkter, som den lokale dagligvarebutik eller idrætshal, samt andre af de særlige kvaliteter, der typisk forbindes med landsbyliv, og efterspørges af såvel bosiddende som potentielle tilflyttere.

På baggrund af de udfordringer, som mange kommuner oplever i landsbyerne, er det udvalgets opfattelse, at det er afgørende, at kommunerne foretager en strategisk afvejning og planlægning for landsbyerne og deres udvikling. Der skal her lægges vægt på følgende:

  1. Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger, en tilpasset bygningsmasse samt adgang til landskab og natur
  2. Nærhed til offentlig og privat service
  3. Tilgængelighed til beskæftigelse og gode muligheder for etablering af virksomhed
  4. Social og kulturel sammenhængskraft

Udvalget har formuleret 17 anbefalinger til arbejdet med at understøtte og styrke de levedygtige landsbyer. Ud over følgende tre strategiske anbefalinger fordeler de resterende sig på de fire kriterier.

  • Strategiske anbefalinger

    1. Strategisk planlægning af kommunens landområder og landsbyer
    Udvalget anbefaler, at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens landsbyer og landområder.

    2. Vurdering af de enkelte landsbyer og landområder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling
    Udvalget anbefaler, at kommunerne forpligtes til i dialog med lokalsamfundet at foretage en vurdering af de enkelte landområder eller landsbyers tilstand, udfordringer og muligheder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling af de enkelte landsbyer og landområder.

    3. Særlig indsats i udpegede rekonstruktionsområder
    Udvalget anbefaler, at der i områder med betydelige udfordringer (kommunalt udpegede
    rekonstruktionsområder) skal være adgang til et katalog af særlige indsatser, der skal understøtte
    den løbende omstilling til et område med andre kvaliteter end bosætning og erhvervsvirksomheder, når der foreligger en rekonstruktionsplan med målsætninger for områdets
    udvikling.

     

  • Et attraktivt nærmiljø med tidssvarende boliger

    4. Styrket indsats til nedrivning og istandsættelse af boligmassen
    Udvalget anbefaler, at Pulje til landsbyfornyelse forlænges og forøges fra 2019 til minimum
    330 mio. kr. årligt i en ti-årig periode, og at der i første halvdel af denne periode foretages en
    ny behovsvurdering med henblik på eventuel yderligere finansiering og tilpasset anvendelse
    af puljen.

    5. BoligJobordningen udvides til at omfatte nedrivning i landzone
    Udvalget anbefaler, at regeringen udvider BoligJobordningen til også at omfatte lønomkostninger
    til nedrivning af boliger beliggende i landzone.

    6. Nye finansieringsformer til at tilpasse bygningsmassen
    Udvalget anbefaler, at der nedsættes et ekspertudvalg med kendskab til finansiering og landsbyernes særlige behov for modernisering af boligmassen med henblik på at udvikle en
    model for privat finansiering i kombination med offentlig og/eller filantropisk tilskud til renoverings-, sanerings- og ombygningsopgaver samt eventuel nedrivning i landsbyer og landdistrikter.

    7. Mulighed for at omplacere boliger i det åbne land
    Udvalget anbefaler, at der nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe med henblik på at
    udarbejde en model for omplacering af boliger i det åbne land, fx med mulighed for oprettelse af
    nedrivningsfonde på kommuneniveau. Hensigten med ordningen skal være, at der på sigt
    bliver færre men bedre boliger i det åbne land.

    8. Et tilpasset og mere varieret boligudbud
    Udvalget anbefaler, at kommunerne i dialog med lokalsamfundet vurderer boligbehovet i
    kommunens landsbyer og understøtter en tilpasning af udbuddet til den aktuelle efterspørgsel,
    herunder ved at understøtte etablering af et varieret udbud af leje- og andelsboliger for bl.a.
    familier og ældre i landsbyerne.

    9. Øget tilgængelighed til landskab og natur
    Udvalget anbefaler, at kommunerne i deres fysiske planlægning er opmærksomme på i dialog
    med lodsejerne at fastholde og om muligt øge tilgængeligheden til landskab og natur som en
    særlig attraktion og bosætningsmotiv i landsbyerne.

  • Nærhed til offentlig og privat service

    10. En mere langsigtet planlægning af de nære offentlige servicetilbud
    Udvalget anbefaler, at kommunerne i højere grad planlægger for en langsigtet udvikling i de nære offentlige servicetilbud, så der skabes forudsigelighed og sikkerhed om det fremtidige serviceniveau hos beboere og tilflyttere.

    11. Nye kollektive trafikløsninger
    Udvalget anbefaler, at stat og kommuner arbejder for en kollektiv trafikplanlægning, der sikrer
    tilfredsstillende forbindelser i landsbyerne og for fremtiden arbejder med at inddrage private og
    offentlige aktører i transportløsningerne.

    12. Samlokalisering af faciliteter og aktiviteter
    Udvalget anbefaler, at de enkelte lokalsamfund i højere grad udnytter fordele ved at sammentænke og dele fælles faciliteter, forenings- og fritidsaktiviteter, offentlig og privat service, forsyning mv.

  • Beskæftigelse og muligheder for etablering af virksomhed

    13. Bedre digital infrastruktur
    Udvalget anbefaler, at staten fortsat arbejder for at sikre mobildækning og udrulle bredbånd for
    at fremtidssikre erhverv og bosætning i landdistrikterne.

    14. Erhvervsudvikling med fokus på stedbundne potentialer
    Udvalget anbefaler, at kommunernes erhvervsfremme og erhvervsudvikling i særlig grad har fokus på landsbyernes eksisterende faciliteter og stedbundne potentialer.

    15. Bedre tilgængelighed til arbejdsmarkedet
    Udvalget anbefaler, at det forhøjede befordringsfradrag i yderkommunerne videreføres fra 2019, men at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal fremlægge forslag til en mere målrettet ordning.

  • Social og kulturel sammenhængskraft

    16. Tættere dialog og samarbejde mellem kommune og lokalsamfund
    Udvalget anbefaler, at udvikling af landsbyerne sker i samråd mellem kommunen og lokalbefolkningen med henblik på at sikre en bredt forankret udvikling med en fælles retning, både når det handler om fysisk planlægning og velfærdsløsninger.

    17. Mere fokus på faciliteter og aktiviteter, der samler landbysamfundene
    Udvalget anbefaler, at staten via midler fra Landdistriktspuljen samt Landdistriktsprogrammet og
    kommunerne understøtter fastholdelse og etablering af fælles faciliteter til forenings- og fritidsliv, fælles mødesteder, begivenheder samt mulighed for deleøkonomiske løsninger i landsbyerne.

”Det er afgørende for Danmark, at vi skaber udvikling i alle dele af landet, og at vi gør det attraktivt at bo og leve overalt. Det kræver blandt andet, at vi får skabt gode stærke lokalsamfund og landsbyer, som udvikler sig. Jeg ser frem til at se nærmere på de anbefalinger, som udvalget er kommet med, så vi kan fortsætte regeringens ambition om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark", siger erhvervsminister Brian Mikkelsen

"Det er en vigtig, men også en udfordrende opgave, at skabe udvikling i landdistrikterne, herunder også at tage hånd om nogle af de centrale udfordringer landsbyerne står over for. Med de 17 anbefalinger har vi i udvalget peget på en række muligheder, vi ser for at kommuner og stat sammen med lokalsamfundene kan understøtte, at flere landsbyer omstiller sig og fornyes, så de bliver levedygtige", siger Jens Kr. A. Møller, formand for Udvalget for levedygtige landsbyer.

Udvalget finder en række indsatser nødvendige for at skabe en bedre strukturel balance mellem land og by og fremme arbejdet med levedygtige landsbyer. Udvalget mener, det er nødvendigt med en tidssvarende boligmasse, hvis landsbyerne skal være attraktive. Boligmassen skal tilpasses efterspørgslen, hvilket mange steder kræver en reduktion i antallet af boliger. Enkelte af udvalgets anbefalinger indebærer væsentlige omkostninger for staten og går dermed ud over rammerne for udvalgets kommissorium.

Udvalget for levedygtige landsbyer blev nedsat i juli 2017 som en del af den politiske aftale mellem regeringen, S og DF om ”Danmark i bedre balance” og modernisering af planloven.

Herunder kan du læse om Ebberup - en velfungerende landsby på Vestfyn 

Ebberup.jpg
Foto: Lars Aarø / Fokus

Ebberup hænger godt sammen

Skole, foreningsliv og en engageret købmand er sammen med lokale ildsjæle en god platform for familielivet i landsbyen Ebberup på Vestfyn.

Ebberup står på tre ben. En god skole, en aktiv idrætsforening og en dagligvarebutik, der er omdrejningspunkt for byens handel. Saver man det ene af de tre ben af, så vælter taburetten.

Sådan vurderer Karin Christiansen byens format. Og hun kender både den nyere og ældre historie, da hun er født og opvokset i byen.

Odense trak i ungdomsårene, hvor hun uddannede sig til lærer. Da hun selv skulle have børn, blev hun dog for alvor opmærksom på fødebyens kvaliteter.

Ildsjæle og engagerede forældre

Med job i Assens landede hun derfor atter i Ebberup. Her førte lokalengagementet hende ind i fællesbestyrelsen for skole og daginstitutioner, hvor hun har været formand de seneste otte år.

"Man får især øjnene op for et mindre samfunds kvaliteter, når man selv får børn. Ebberup har en størrelse, hvor man kender de fleste – både børn og forældre. Det betyder, at vi bekymrer os om hinanden og tager affære, hvis nogen er på et skråplan", siger Karin Christiansen.

Skolen fylder meget i hendes liv – både som bestyrelsesformand, forælder og lærer.  Skolen fungerer rigtig godt med engagerede forældre og dygtige lærere. Endvidere ligger idrætsforeningerne lige ved skolen og drives ligeledes af en flok ildsjæle, så derfor har vi et fantastisk miljø forbørn, voksne og pensionister. Det bidrager til stor sammenhængskraft her i byen, fortæller Karin Christiansen, som også ser pensionisterne som en stor ressource i byen.

"De har typisk den helt rigtige indstilling til fællesskabet, og mange har været med til at bygge hallerne op med frivillig arbejdskraft og donationer og føler derfor meget for byens aktiviteter", siger Karin Christiansen, som håber, at det lykkes at få bygget ældreboliger i Ebberup, så pensionisterne kan blive boende.

Købmanden sigter bredt

En anden lokal ildsjæl er Marlene Larsen, som spiller håndbold og er håndboldtræner for pigerne. Og så driver hun byens dagligvarebutik – SPAR, hvorfor hun i Ebberup er kendt som “SPAR-Marlene”. Sammen med hendes mand, Jan Jørgensen, har hun opbygget et omdrejningspunkt, som kan meget mere end at sælge mælk og medisterpølse.

 

landsby3.jpg
Foto: Lars Aarø / Fokus

Ud over de 9.000 faste varenumre rummer forretningen en stor brugskunstafdeling, apoteksudsalg og posthus. Besøger man butikken, springer det lokale tilhørsforhold også hurtigt i øjnene. Byens dagplejemødre har i anledningen af julen sat nissebilleder op af alle dagplejebørn, ligesom der hænger julesokker fra byens børn midt i butikken.

"For os er det helt naturligt, at butikken har et tæt forhold til både skolen, institutioner og idrætsforeningen, som vi eksempelvis prøver at hjælpe med plads her i butikken, hvis de skal dele noget ud – og da også med lidt sponsorpenge", siger hun.

Hjælp den anden vej

Til gengæld er byen så også klar til at yde den anden vej. Da SPAR i sommers inviterede hele byen til 25 års jubilæumsfest i hallen med mad, bar, musik og dans, stillede idrætsforeningen op med 20 mand.

"Det var altså bare dejligt – Jan og jeg skulle nærmest ikke løfte en finger", fortæller Marlene med smil på læben.

Selvom købmandskvinden er af beskeden natur, så er hun helt med på, at hendes butik gør en forskel for attraktionsværdien i landsbyen og oplandet, der strækker sig i en radius på 15 km. helt ud på Helnæs, hvor de sidste dagligvarebutikker for længst er forsvundet. Alligevel oplever hun, at konkurrencen aldrig har været hårdere.

"Der er altså ikke mere end 5 km. ind til Assens, hvor der ligger flere konkurrenter. Og nu om dage kører mange jo alligevel til arbejde, så vi skal bestemt arbejde for at holde på kunderne – især når det gælder de yngre", lyder det.

Erhvervsministeren modtog under et besøg i den sjællandske landsby Nyrup Udvalget for levedygtige landsbyers anbefalinger til regeringen