Regeringen modtager anbefalinger til fremtidens beskæftigelsesindsats
Ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats har i dag offentliggjort sine samlede anbefalinger til, hvordan et nyt beskæftigelsessystem kan se ud. Anbefalingerne vil føde ind i regeringens arbejde med at nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen.
I godt et år har ekspertgruppen for fremtidens beskæftigelsesindsats arbejdet på at komme med bud på, hvordan beskæftigelsesindsatsen kan se ud fremover. Ekspertgruppen fik til opgave at kortlægge, undersøge og foreslå modeller for en reform af beskæftigelsesindsatsen med fokus på større frihed, forenkling og værdighed, samtidig med, at jobcentrene nedlægges, og udgifterne årligt reduceres med tre mia. kr.
Mandag har ekspertgruppen offentliggjort sit arbejde og anbefalinger til regeringen.
Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:
- Jeg har set frem til at modtage ekspertgruppens anbefalinger. Jeg vil gerne takke formand Claus Thustrup Kreiner for at løfte opgaven sammen med ekspertgruppen og følgegruppen.
- Nu ser jeg – og resten af regeringen – frem til at dykke ned i den omfattende afrapportering.
Ekspertgruppen blev nedsat i foråret 2023. Den har indhentet inspiration fra blandt andre kommuner, borgmestre, a-kasser, private aktører og borgere. Derudover er en følgegruppe med centrale interessenter og aktører løbende kommet med indspark til arbejdet.