Bred politisk aftale skal sikre hurtigere udbetaling af erstatninger til minkavlere
Regeringen – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne - er i dag sammen med Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance og Radikale Venstre, der også står bag den oprindelige aftale om erstatning mv. til minkavlere fra 2021, blevet enige om en tillægsaftale. Tillægsaftalen skal navnlig sikre, at udbetalingerne af erstatning til minkavlere kan gå langt hurtigere.
Med dagens aftale er der nu opbakning til at etablere et fast track, der gør, at minkavlere kan vælge en forenklet erstatningsmodel, der baseres på standardsatser, sådan at sagsbehandlingstiden nedbringes. Ambitionen er, at langt størstedelen af sagerne, der kører i fast track-ordningen, vil være afsluttet omkring midten af 2024.
Derudover har partierne aftalt at forhøje forskudsudbetalingerne til minkavlere med mink i 2020, så en gennemsnitlig avler går fra at have modtaget ca. 50 pct. af den samlede erstatning til at kunne få udbetalt ca. 70 pct. På den måde vil en større del af erstatningerne komme hurtigere ud til minkavlerne.
Tillægsaftalen består samlet set af følgende otte tiltag:
- Forhøjelse af forskudsudbetalinger til minkavlere
- Nyt fast track til hurtigere udbetaling af erstatning
- Understøttelse af forskudsudbetaling til følgeerhverv
- Fremrykning af endelige afgørelser for minkavlere uden mink i 2020
- Øget medarbejderstyrke til Minksekretariatet
- Effektivisering af nedrivningen af minkfarme
- Involvering af minkavlere i nedrivning af minkfarme
- Værdisikring af erstatningerne
For at de otte tiltag kan etableres, skal der bl.a. iværksættes processer med ansøgning om statsstøttegodkendelse i EU, udstedelse af bekendtgørelser og vedtagelse af aktstykker.
Hele aftaleteksten kan læses her.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) siger:
”Jeg er utrolig glad for, at en bred samling af Folketingets partier i dag har givet håndslag på, at der nu skal fart på udbetalingerne af erstatninger til minkavlerne. Jeg vil gerne takke for den rigtig gode dialog, jeg har haft med partierne, og for at partierne har arbejdet hurtigt og taget ansvar. Det betyder, at vi hurtigere kan komme videre med at få tiltagene ud at virke, så minkavlerne kan få deres penge langt hurtigere, end der tidligere har været i udsigt til.”
Fødevareordfører for Socialistisk Folkeparti Carl Valentin siger:
”Det har aldrig været meningen, at de tidligere minkavlere skulle vente så længe på deres erstatninger, og det er ikke i orden over for de mennesker, det går ud over, uanset hvad man ellers mener om minkavl. Derfor er vi i SF glade for, at vi nu er med til at sikre, at udbetalingerne går hurtigere, så det bliver lettere for modtagerne at komme videre med deres liv og i gang med at lave noget andet.”
Fødevareordfører for Liberal Alliance Carsten Bach siger:
”Minkavlerne fortjener i allerhøjeste grad en værdig proces med udbetalingerne af deres erstatninger. Derfor er det positivt, at erhvervet nu bliver inddraget i udformningen af den konkrete model for fast track-ordningen. På den måde kan den enkelte få klarhed over, hvad ordningen indebærer, og om den giver mening for vedkommende. Liberal Alliance mener, i tråd med branchen selv, at ordningen er den rette. Den har nemlig fokus på avlernes rettigheder – ikke systemets behov.”
Fødevareordfører for Radikale Venstre Christian Friis Bach siger:
”Det har været et tragisk forløb for de mange minkavlere og relaterede virksomheder, og derfor er det godt, at vi nu kan sikre en hurtigere udbetaling af erstatninger og bedre rammer for den videre proces. Vi håber, det kan hjælpe flere til at komme videre. Tak til ministeren og de andre ordførere for et godt forhandlingsforløb.”
Fødevareordfører for Socialdemokratiet Ida Auken siger:
“I dag sikrer vi, at minkavlerne hurtigere kan få deres penge. Og så forhøjer vi forskudsudbetalingen, så minkavlerne får en større sikkerhed om deres økonomi.”
Ordfører for Venstre Torsten Schack Pedersen siger:
”Med dagens aftale sætter vi tempoet i vejret på udbetalinger og erstatninger til minkavlerne. For Venstre har det været helt centralt at få pengene hurtigere ud, så der kan sættes et værdigt punktum for minkavlerne og deres familier.”
Fødevareordfører for Moderaterne Charlotte Bagge Hansen siger:
”Det er en glædens dag! Siden de danske minkavlere og deres familier fik revet tæppet væk under sig i 2020, har det været magtpåliggende for Moderaterne og mig at sikre, at de får en afklaring og hurtig erstatning, så de kan komme videre.
I dag har regeringen landet en aftale om hurtigere udbetaling af erstatning til minkavlerne. Jeg er glad for, at vi med den brede regering har kunnet rykke så hurtigt i denne sag. Det er en kæmpe forløsning!”