Nyhed

Bred aftale om 1,3 Brexit-milliarder på plads

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Regeringen og samtlige partier i Folketinget er blevet enige om en Brexit-kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner. Pengene udbetales direkte til danske fiskere, følgeerhverv og lokalområder der blev hårdt ramt af Brexit sidste år.

Nu er der hjælp på vej til de fiskere, følgeerhverv og lokalområder, der mister kvoter og indtjening som direkte konsekvens af briternes exit fra EU.

Torsdag eftermiddag er regeringen og samtlige partier i Folketinget indgået en politisk aftale, der fordeler 1,3 milliarder kroner fra EU’s såkaldte Brexit-reserve til erhvervet og lokalområderne.

Fiskeriminister Rasmus Prehn:

”Det var et hårdt slag for mange fiskere, da briterne sidste år lukkede døren og sagde farewell til Europa. Virkeligheden forandrede sig drastisk, og kvoterne blev med ét færre. Det skabte nogle meget kedelige ringe i vandet, og erhvervet og følgevirksomheder blev hårdt ramt på indtjeningen. Nu er vi med et bredt flertal i Folketinget blevet enige om en aftale om direkte kompensation på i alt 1,3 milliarder kroner til fiskere, følgeerhverv og lokalområder. Det er kun fair og rimeligt. Og så sikrer det, at man har mulighed for at fortsætte i erhvervet eller forlade det nogenlunde tørskoet.”

Socialdemokratiet, Kasper Roug:

”Fiskerne har fået et hårdt slag ved en udtræden af Storbritannien af EU. Derfor er det et vigtigt signal over for fiskeriet at alle partier står sammen om en fornuftig kompensation. Socialdemokratiet er glad for at kompensationen også har en grøn vinkel til gavn for udvikling af erhvervet”

Venstre, Torsten Schack Pedersen:

”Venstres ambition har været at sikre fuld kompensation for de tabte kvoterettigheder i forbindelse med Brexit. Med 840 mio. kr. i kompensation får fiskerne langt mere, end regeringen tidligere lagde op til. Venstre er tilfredse med en ophugningsordning på en fornuftig størrelse. Venstre har kæmpet for, at der bliver nedsat en Fiskerikommission som skal skabe grundlag for en ny kommende fiskeripolitik i Danmark.”

Dansk Folkeparti, Rene Christensen

"Dansk Folkeparti er glade for at det er lykkes at lave en bred aftale om at udmønte Brexitmidlerne. Fiskeriet er en vigtig del af dansk erhverv og derfor er det godt, at vi nu har mulighed for at tilpasse flåden. Ligeledes er det positivt at der er mulighed for at kompencere kvotetab."

Socialistisk Folkeparti, Rasmus Nordqvist:

”Det er godt at EU har valgt at sætte midler af til hjælp for fiskerierhvervet som står i en svær situation efter Brexit som har haft stor betydning for fiskerimulighederne. Det har været vigtigt for SF at vi med midlerne sikre en forsat grøn omstilling af fiskeriet.”

Radikale Venstre, Martin Lidegaard:

”Jeg glæder mig stort over, at de danske fiskere endelig kan få deres Brexit-kompensation, som de skulle have haft for længe siden. Samtidig glæder jeg mig over den samlede balance i pakken, ligesom jeg er yderst tilfreds med, at et bredt flertal nu tager fat på en mere grundlæggende diskussion om, hvordan vi sikrer et stærkt og bæredygtigt fiskeri i Danmark med nedsættelsen af en ny fiskerikommission.”

Enhedslisten, Søren Egge Rasmusen:

”For Enhedslisten er det vigtigt, at der afsætte støtte til at omstille til mere bæredygtigt fiskeri og omstilling af forarbejdningsindustrien. Samtidig er det glædeligt, at der afsættes midler til beskæftigelsesindsats og lokale udviklingsprojekter. Aftalen sikrer at kvoter i kystfiskerordningen fastholdes på det nuværende niveau.”

Det Konservative Folkeparti, Per Larsen:

”Jeg synes også, det er rigtig glædeligt, at fiskerne får direkte kompensation for deres mistede kvoter, selvom det ikke er alle, der kompenseres fuldt ud. Aftalen sikrer også midler til klimavenlig omstilling af fiskerflåden, som kan være med til at bringe fiskeriet i en mere bæredygtig retning ”

Frie Grønne, Susanne Zimmer:

"Frie Grønne er glad for at der afsættes godt 200 millioner kroner til ophugning af fiskefartøjer, så vi generelt understøtter et mindre pres på fiskebestandene, ligesom overførslen af ophugningskvoterne til kystfiskerordningen, som er mere bæredygtig er et skridt i den rigtige retning."