Regeringen sætter ind mod vanvidssejlads
"Med lovforslaget styrker vi sikkerheden ved sejlads med vandscootere efter den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn sidste år," siger erhvervsminister Brian Mikkelsen. Se alle initiativerne i lovforslaget.
Erhvervsministeren har i dag fremsat lovforslag om skærpede regler for sejlads med speedbåde, vandscootere og lignende fartøjer. Forslaget lægger blandt andet op til et krav om obligatorisk ansvarsforsikring og mulighed for at konfiskere fartøjer, der har været brugt til såkaldt vanvidssejlads.
”Med lovforslaget styrker vi sikkerheden ved sejlads med vandscootere efter den tragiske vandscooterulykke i Københavns Havn sidste år. Vi forbedrer også muligheden for erstatning for personer, der kommer til skade i forbindelse med en ulykke til søs forvoldt af en vandscooter eller speedbåd,” siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.
Lovforslaget skal dels forebygge ulykker og uansvarlig adfærd gennem forskellige skærpelser, dels tage hånd om ofrene, hvis ulykken sker:
- Politiet får med forslaget bedre muligheder for at konfiskere et fartøj blandt andet på baggrund af vanvidssejlads. Dermed bliver konsekvenserne hårdere for dem, der udsætter andre for fare.
- Der indføres også med forslaget en obligatorisk ansvarsforsikring. Er der ikke tegnet en forsikring, må man ikke benytte fartøjet. Den obligatoriske ansvarsforsikring skal dække både personskade og skade på ting.
- Personskade og tab af forsøger omfattes af såkaldt objektivt ansvar. Det vil sikre skadelidte bedst muligt, da erstatning ikke vil være afhængig af, hvorvidt der er noget at bebrejde føreren af fartøjet.
Fakta.
Forslaget retter sig ikke alene mod vandscootere, men også mod speedbåde med en skroglængde under 15 meter. Det hænger sammen med, at speedbåde under 15 meter ligesom vandscootere er små fartøjer med høj fart. Lovforslaget lægger op til, at de nye regler skal træde i kraft den 15. maj 2018.
Med lovforslaget følger regeringen op på sine initiativer om at styrke sikkerheden til søs ved sejlads med vandscootere, speedbåde og lignende fartøjer, der også inkluderer krav om et såkaldt vandscooterbevis, hvilket er indført med virkning fra 1. januar 2018.
Læs mere på Erhvervsministeriets hjemmeside.