Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Økonomiaftale med regionerne

Aftalen sikrer bl.a. et løft på 200 mio. kroner til udvikling på sundhedsområdet oveni i det allerede besluttede løft i 2017 på over 300 mio. kroner til bl.a. kræftindsatsen.

Finansministeriet
Foto: Colourbox

Regeringen indgik 9. juni 2016 en aftale med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2017. 

Aftalen betyder, at rammerne for sygehusvæsenets fortsatte udvikling er sikret, patienter får 30 dages udrednings- og behandlingsret, og byggeriet af de nye supersygehuse sker efter planen. 

De regionale investeringer på sundhedsområdet fastholdes på et historisk højt niveau på over syv mia. kroner, og aftalen sikrer bl.a. et løft på 200 mio. kroner til udvikling på sundhedsområdet oveni i det allerede besluttede løft i 2017 på over 300 mio. kroner til bl.a. kræftindsatsen.

”Vi har indgået en aftale, som sikrer en ansvarlig økonomisk ramme for regionerne. Det er nødvendigt, når vi ser på det begrænsede offentlige råderum de kommende år. Samtidig sikrer vi et trygt og godt sundhedsvæsen”, som er et højt prioriteret område for regeringen,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen om aftalen, der blev indgået den 9. juni 2016. 


Patientansvarlige læger
Ifølge aftalen vil regionerne med aftalen sikre implementeringen af patienters ret til udvidet frit sygehusvalg samt hel eller delvis udredning på privathospital efter en måneds ventetid.

Samtidig indføres patientansvarlige læger på sygehusene i 2017 efter forsøg med gode resultater. Lægerne skal skabe større sammenhæng i behandlingsforløbene for eksempelvis kræftpatienter og deres pårørende.


Byggerier giver gevinst
Byggerierne af de nye supersygehuse kommer til at gå efter planen, og der er enighed om at en del af de effektiviseringsgevinster, som byggerierne medfører, bl.a. skal bruges på at imødegå det pres på sygehusvæsenet, som den demografiske udvikling med bl.a. et stigende antal kræftpatienter og danskernes øgede levealder vil medføre.

De resterende effektiviseringsgevinster fastholdes i den enkelte region til ny sygehuskapacitet. De første gevinster frigøres i 2017 og stiger løbende til 2,3 mia. kr. årligt fra 2025.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde understreger, at det er en god aftale, der er forhandlet på plads.
”Der er flere gode ting i aftalen. Jeg er bl.a. glad for, at vi skruer op for kapaciteten på sygehusene, så alle patienter, der henvises til undersøgelser, kan komme hurtigt til og komme i den rette behandling, når lægerne har fundet ud af, hvad de fejler”, siger hun.