Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Nyhed

Ældre på plejehjem skal have større livskvalitet og mere selvbestemmelse

Regeringen vil bl.a. indføre en klippekortsordning til beboere på plejehjem, som skal give de ældre mulighed for at få ekstra hjælp eller støtte til en aktivitet, de selv vælger.

Sundheds- og Ældreministeriet
Portræt af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde
Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og regeringen vil bl.a. indføre en klippekortsordning til beboere på plejehjem, som skal give de ældre mulighed for at få ekstra hjælp eller støtte til en aktivitet, de selv vælger.

Som plejehjemsbeboer i Danmark skal man kunne leve et godt og trygt liv, hvor man ikke blot bliver passet godt på og plejet, men også har gode oplevelser og kan deltage i meningsfulde aktiviteter.

Med sit forslag til finanslov for 2017 vil regeringen derfor prioritere 720 mio. kr. over fire år til nye tiltag, der skal styrke livskvaliteten og selvbestemmelsen for ældre på plejehjem.

Bl.a. vil regeringen indføre en klippekortsordning til beboere på plejehjem, som skal give de ældre mulighed for at få ekstra hjælp eller støtte til en aktivitet, de selv vælger.

”Ældre, der bor på plejehjem, er nogle af de svageste i vores samfund. De er afhængige af hjælp til mange ting, og mange er også ramt af en eller flere kroniske sygdomme. Derfor er tilværelsen på plejehjem også præget af, at der er mange rutiner og faste rammer i hverdagen, som er vigtige både for medarbejderne og for beboerne, som ofte har mange og komplekse behov,” siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og fortsætter:

”Men selvom man er blevet ældre og svækket, så har man stadig brug for oplevelser og frihed til at vælge, hvad man vil bruge sin tid på.”

Klippekortsordningen vil fungere sådan, at ældre, der bor på plejehjem eller i plejebolig, får tilbud om ca. en halv times ekstra hjælp og støtte hver 14. dag, svarende til ét klip på klippekortet. Aktiviteten skal ligge ud over den hjælp og pleje, som beboeren allerede modtager, og det er den ældre selv, der bestemmer, hvad tiden skal bruges til. Det er også muligt at ’spare op’, så der bruges to eller flere klip på én gang.

Eksempelvis kan de ældre vælge, om de vil have hjælp til at gå på shoppetur, til at dække op med det fine gamle porcelænsstel, når der kommer gæster, eller til at få et ekstra bad med kropsmassage.


Mad på plejehjem
Udover den nye klippekortsordning vil regeringen afsætte midler til initiativer, der styrker madoplevelsen og den gode ernæring for ældre på plejehjem. Derfor øremærker regeringen med sit finanslovsforslag 15 mio. kr. årligt fra 2017 og frem til tiltag, der bringer madlavningen tættere på de ældre.

Pengene kan bruges til eksempelvis at etablere små køkkener eller anretterkøkkener på de enkelte afdelinger, hvor de ikke allerede findes, så der i større omfang kan laves mad eller bages i selve afdelingen.

Man kan også bruge midlerne til at arrangere særlige madlavningsaktiviteter, der kan være med til at inddrage beboere mere i selve tilberedelsen af maden.

”For de fleste mennesker er mad forbundet med livsglæde og socialt samvær. Men desværre ser vi ofte, at ældre mister appetitten og glæden ved mad. Det er derfor vigtigt, at der er fokus på god mad og ernæring på plejehjemmene, og her tror jeg også, at selv små ændringer kan gøre en forskel. Duften af nybagte boller, der breder sig, kan vække appetitten hos de fleste, tror jeg, ” siger Sophie Løhde.